Mere om hvad kvinder ville ønske mænd vidste om kvinder…


Måske tænker du, at der umuligt kan være mere at lære om kvinder, men mange kvinder med granvoksne mænd betror mig, at de undrer sig over de helt generelle ting, deres mænd ikke ved om kvinder. Har deres mødre slet ikke forklaret dem noget om hvordan vi fungerer?

Her er nogle af de ting, en voksen mand bør vide om en kvinde for at få det bedste ud af hende. Det er fuldt ud tilladt at trække sine store sønner til side og give dem denne manual. De vil elske dig for det!

Hormoner

Vi har mange flere tandhjul der kører rundt og bider fast hinanden end mænd. Nej, her taler jeg ikke om intelligens – men hvis manden var et bornholmerur med tunge lodder, der hver morgen trækkes op for at holde mekanikken stabilt kørende, ja så er kvinden snarere et avanceret Jens Olesens Verdensur.

Tag bare den hormonelle cyklus, der ikke alene sørger for ægløsning, forberedelse i livmoder til befrugtning, menstruation etc., men som også griber ind sådan noget som kroppens temperatur og vores indre termostat. Tænk bare på kvinder midtvejs i livet, hvis ‘månecyclus’ er på vej til at stoppe, og som har de vildeste spontane hede- og svedeture, hvor temperaturen pludseligt stiger inden i selvom der kun er 20 grader i stuen.

Vores hormonelle tandhjul – både hos mænd og kvinder – betyder også uendeligt meget for vores sexdrift og vores hvor let vi “tænder”. Jo mere testosteron, desto lettere antændelige er vi. Mænd har derfor meget lettere ved at tænde nærmest spontant end kvinder (det vender vi tilbage til).

Produktionen af oxytocn, som kommer ved at hygge sig sammen; kysse, kæle og samtaler, hvor vi bekræfter hinanden og som føles dejligt, har begge køn godt af fordi det hjælper os til at ønske at knytte os til andre. Især det sidste påvirker kvinder meget, vi er gearet til at reagere kraftigt på oxytocin for det er faktisk også det, der sker i mor og barn, når vi ammer og dermed hjælper mor og barn til at knytte sig stærkt til hinanden.

For kvinder har det tillige den ekstra, ret vigtige effekt, at oxytocin dæmper stresstilstande hos kroppen ved at sænke kortisolniveauet. Kvinder med for meget kortisol i kroppen har sværere ved at udnytte testosteron… Du kan godt se, hvor jeg vil hen ikke?

Hormonerne spiller desuden ind på vores humør. Tænk igen Jens Olesens Verdensur vs. morfars bolmholmer. Kvinders humør er i konstant tik-tak-tik-transformerende. Det betyder at når ydre ting som fx at du igen har efterladt dit våde håndklæde på hendes del af sengen og den er klam og ussel at lægge sig i, ja så kan det være, at det hormonelle maskineri gør det ekstrasvært for hende at forblive lige så engleblid og forstående den ene dag som hun var den forrige.

Jeg siger ikke at hun er “styret af sine hormoner” – men de kan give følelserne lidt ekstra benzin og sende dem i retninger, vi ikke altid selv er bevidst om.

Til gengæld ville det være tosset ikke at nævne, at kvinder der føler sig lidt ekstra sårbare og trætte fordi det er den tid på måneden, ville sætte uendeligt meget pris på en mand, der træder i karakter og passer lidt på hende måske bare et lille tæppe og en kop te på sofaen eller bare et kærligt kys og et ekstra mandigt og langt kram, hun kan læne sig lidt ind i en lille stund. Jeg lover dig mand, at den ekstra omsorg kommer bare godt igen.

Men lad os lige vende tilbage til det med tandhjulene og seksualiteten. Kvinder tænder altså anderledes end mænd. Jeg plejer at sige, at mænd er som helikoptere, der vupti, kan stige direkte til vejrs det mindste tilløb. Kvinder er mere som en stor Airbus. Den kan ikke stige lige op i luften, den skal varmes godt op og den glider ret langsomt til vejrs.

Men giv den en meget laaang startbane og når først den er i luften, ja så kan du flyve meget længere og højere end i den hurtigere helikoptor. Så kys hende meget mere, meget mere lidenskabligt, meget dybere – nej ikke bare kedelige, dovne tungekys. Læg noget sjæl i det – vil hende noget med det! Kærtegn hende med lange, blide og alt, alt for lange bevægelser, der driver hende til lidenskabligt vanvid fordi hun bare MÅ have dig, have din kys, dine hænder. Åh mere, mere…øh ja du er med, ikke?

Newflash: for de fleste kvinder er det frækkeste, saftigste, vildeste alt det der sker FØR penetration. Hvis hun ikke er ved at gå bananas af liderlighed og hele hendes skød er opsvulmet og drypper af lyst, så er hun faktisk ikke rigtigt klar til penetration-sex.

Noget kvinder synes, at det er meget vanskeligt at få mænd til at forstå, er at sex for hende handler om det med at komme i stemning. Det betyder, at ALT, der går forud i timerne før, og altså udenfor sengen, er vigtigt for kvinden. Hvis hun oplever, at I har haft en rigtig god kontakt, at I har hygget jer og måske oven i købet haft nogle gode, fordybende snakke, af den slags hvor hendes partner har brugt sin fulde opmærksomhed på det, noget hun ellers kun oplever med sine veninder (og gode venner), så føler hun sig set og mødt.

Det kan også være at I har taget den slags følelsesladede ting op, som manden måske helst undgår fordi det også kan være lidt tunge snakke og de kan potentielt give anledning til tårer eller konflikter. Men faktum er, at de fleste kvinder føler sig meget tættere på deres mand, hvis de har haft en svær samtale, måske endda med tårer, men som endte i forsoning og med en dybere forståelse for hinanden, end hvis de har en ganske ufarlig aften, hvor de bare sidder ved siden af hinanden, ser Netflix og dribler i seng uden at have berørt farligere samtale-emner end end hvem smører madpakkerne og smider ungerne af i morgen tidlig.

Og her kommer pointen: Jo tættere kvinden føler sig på manden, desto kraftigere og mere mærkbar er hendes lyst til at have sex med ham. Så det er måske værd at investere lidt fokuseret opmærksomhed ind i mellem. Også selvom det kræver at manden vover sig ind på de dybere, emotionelle vande.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.