Sex på recept…?


Medicin som Viagra og Cialis er et rigtigt godt tilbud til mennesker, som eksempelvis har åreforkalkning eller har problemer med at få rejsning efter operation. Det kan også være ganske effektivt at sætte gang i lysten med testosteroncreme, hvis man fx lider af kroniske, hormonelle ubalancer, altså hvis man som mand mangler testosteron fx som følge af langvarig stress eller depression. Det kan også være en løsning for kvinder som også har problemer med det hormonelle spejl og dermed ekstrem lav lyst.

Men at begynde at give kvinder, som mangler sexlyst pga for meget arbejde, bekymringer, utilfredshed med deres livssituation og/eller problemer i relationen til deres mænd, en lystpille, er et skråplan. Vi ser allerede, hvordan læger med al for løs hånd udskriver Viagra og Cialis til mænd, som slet ikke fejler noget fysisk.

Mange mænd ønsker naturligvis et hurtigt fix til igen at kunne holde rejsningen, hvis de har oplevet, at det ikke har duet gentagende gange. Men hvis dit rejsningsbesvær skyldes præstationsangst eller bekymringer om at kunne slå til som mand, ja så svarer viagra-behandlingen til at med at uddele panodiler til en mand med brækket arm. Man behandler symptomerne, ikke årsagen.

Nogle undersøgelser peger på, at op mod hver tredje kvinder savner mere sexlyst. Jeg synes, det er særdeles interessant at snakke om kvinders mangel på lyst. Vi kan vælge at se dette tal som et udtryk for, at der er noget helt galt med moderne kvinder. Eller vi kan undersøge, hvorfor de oplever, at de har for lidt lyst.

Har de for lidt lyst til at kunne leve op til deres mænds lystniveau? Eller leve op de forestillinger kvinden har om hvor meget og hvor ofte andre kvinder har lyst til sex?

Måler du det realistisk i forhold til de livsomstændigheder, du befinder dig i? Hvis du arbejder otte timer, har transport i op til et par timer, køber ind, holder hus, have, bil og børn i de sidste vågne timer og så skal forsøge at få lidt søvn i de øvrige. Eller har du har det svært med din mand (eller kvinde) eller synes du bare ikke synes, at livet sammen er en dans på roser i øjeblikket, jamen er det så ikke naturligt, at lysten gemmer sig?

Vi bliver bombarderet med sex

Rigtigt mange tror, at de har meget mindre sex end andre folk. Både mænd og kvinder oplever, at de ikke slår til seksuelt. Deres sexliv er alt for ’kedeligt’ og det sker mindre hyppigt end inde hos naboen, tror de. De glemmer bare, at naboen lige har fået barn nummer tre og ikke har fået en sammenhængende nats søvn i 7 år. Så sandsynligheden for, at erotikken sprudler i naboens soveværelse er også rimelig lille.

Det seneste skud på den medicinske stamme er at give mænd med for tidlig sædafgang lykkepiller. Det er en tendens, man har set igennem længere tid i USA, og medicinen, som bliver solgt under nye navne, der ikke lyder som lykkepiller, er nu godkendt i Danmark. Det er et skråplan, jeg virkelig frygter. Vi ved jo at der er enormt mange bivirkninger ved at tage antidepressiva, blandt de farligste og hyppigste er ironisk nok angst, depression, impotens samt selvmordstanker.

Så forestil dig en mand, der kommer med dette problem til sin læge. Ved at tale lidt med ham finder måske lægen ud af, at den pre-mature ejakulering sådan set kun sker en gang imellem, kun med kvinder, han ikke kender så godt eller kun med kvinder som han virkelig gerne vil imponere. Her er altså tale om et mentalt problem, som i 9 ud af 10 tilfælde kan behandles temmeligt godt gennem sexologisk terapi og øvelser, som udføres hjemme.

Men lad os sige, at lægen i stedet udskriver det “nye” præparat Priligy, som groft sagt virker ved at nedsætte følsomheden. Ikke blot på penis, men i hele kroppen. Man udnytter sådan set en af de dokumenterede bivrkninger som mænd med depressioner har rapporteret til deres læger. En anden bivirkning er desværre også udeblivende orgasmer og, for rigtigt mange, markant mindre sexlyst.

Det er jo det rene Ebberøde Bank. Man giver raske mænd medicin for, at de skal få visse bivirkninger, mens man ignorerer de øvrige, hyppigste bivirkninger ved at tage SSRI-medicin (antidepressiva).

Jeg vil slutteligt slå et ordentligt slag for, at mænd insisterer på, at lægen måler blodtryk og meget gerne også måler kolesteroltallet, FØR han udskriver Viagra og Cialis. Det er dødsensfarligt for mænd med enten for højt eller for lavt blodtryk at tage chancer med den medicin.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.