Er du offer for en følelsesmanipulator?


De fleste af os har mødt følelsesmanipulator. Det er mennesker som er virkelig gode til at få deres vilje igennem ved at manipulere andre. Vi har måske måttet se en kær, vidunderlig og stærk veninde langsomt miste al glans og selvtillid fordi hendes store “kærlighed” var en djævelsk god manipulator, der kunne få hende til at betvivle sig selv og sin vej gennem livet. Han fik måske også skabt tvivl i hende om hendes relation til datteren nu også var helt igennem god og sund, og slet ikke “helt skæv” som han blev ved med at påstå. Alt sammen fordi datterens velfærd  kom i vejen for hans behov og videre planer.

Du har måske endda oplevet på egen krop at et menneske, stor magt fx chefen af dit absloute drømmejob har kunnet hvirvle dig rundt 24/7 med lidt (alt!) for meget “kærlig” opmærksomhed kombineret med sønderlemmende kritik og bebrejdelser om at skuffe ham i hans tiltro og tillid til dig, så du til sidst slet ikke kunne mærke, hvad der var op og ned i dig selv og måske blev du rigtig syg af det.

Det er er svært at gennemskue, mens man er i det, men her kommer en tjekliste, som du kan gennemløbe, hvis du fornemmer, at noget er galt, men ikke helt kan sætte fingeren på det selv. For måske er du offer for en følelses-manipulator og så gælder det om at erkende det og komme væk i en hulens fart, før han eller hun får dig helt ned med nakken.

Tjekliste:

  1. De underminerer din virkelighedsopfattelse. Følelsesmanipulatoren er eminente til at lyve og twiste virkeligheden. Hun vil blive ved med at insistere på, at hun ikke var utro, selvom du jo fandt dem i sengen sammen. Hun vil blive ved med at arbejde på at vride din virkelighed af led ved fx at påstå at du har en syg fantasi og at det du så aldrig fandt sted. At tviste din virkelighedsopfattelse er en supereffektiv måde for manipulatoren til at komme ud af en knibe. 
  2. Ord følger ikke handling. Manipulatoren vil tale dit hjerte fuldt og dine ører glohede med alt det du gerne vil høre. Han vil erklære, at han er står 110 pct bag dig og vil gøre ALT for dig. At han prioriterer dig højst af alt. Men når det kommer til stykket, er han der ikke. Hvis du prøver at tale med ham om hvad der faktuelt foregår, vil han vende det hele rundt til, at du er for krævende, at aldrig støtter ham i det, han vil og at det er virkeligt hårdt arbejde og synd for ham, at du er nødt til at støtte dig så meget til ham. Ofte vil du få død-dårlig samvittighed for du er jo så svine-heldig, at han er der så meget for dig. Nogle manipulatorer er så gode til dette her, at deres ofre begynder at frygte for deres forstand.
  3. De er eksperter i at fralægge sig skylden. Derimod vil hun sørge for at vende det, du siger om til, at det er møgtarveligt af dig at bringe sagen på banen. “Hvorfor skal du altid ødelægge den gode stemning med din usikkerhed?” Du vil hurtigt komme til føle, at problemet sådan set igen(!) er DIG.
  4. Følelsesmanipulatorer smører altid (for) tykt på. Uanset om det er en romantisk relation eller en arbejdsrelateret relation. Du vil opleve, at det føles som “for meget”, men det er jo svært at bebrejde folk, at de er “forelskede” i dig. Who doesn’t like a Bro-mance? Han opererer hurtigt og hopper gerne adskillige skridt på vejen over, så er du involveret i alle mulige og umulige projekter med ham. Han vil være med i ALLE dine. Han virker måske meget åben og følsom, men han er i virkeligheden i gang med at få dig til at føle, at du er helt speciel for ham, hvilket vil gøre det så meget lettere for ham at bruge dine bløde hjerte og din omsorgs- og ansvarsfølelse. Han kan nu spille på det som han lyster. Han undgår at skulle stå til ansvar for sig selv.
  5. Uanset hvad du oplever, gennemgår en følelsesmanipulator altid noget der er værre. Hun vil få dig, dine følelser og dine oplevelser til at fremnstå som mindre legitime end hendes problemer og følelser, der er STORE, alvorlige og særdeles presserende. Er hun i dårligt humør vil hun suge alle omkring hende ned i hendes sorte hul og få dem til at føle sig ansvarlige for at få hende i bedre humør.
  6. Manipulatoren kender alle dine svage steder, dine “knapper” og han ved præcis hvordan og hvornår han skal trykke på dem. Han er dygtig til at mærke din sindstilstand og vil fx kunne mærke hvis du forsøger at lægge afstand til ham og prøver at få dit eget, sunde verdensbillede til at give mening igen. Han vil bruge dine svagheder, din sårbarhed og dine følelser for ham imod dig, når som helst det passer i hans kram at få dig til at føle dig mindreværdig og lille. Og han har brug for at du føler dig lille, så han kan føle sig større.

Hvis du oplever at være i kløerne på en følelsesmanipulator, er det første du skal gøre er at betro dig til en, hvis omsorg for dig og hvis virkelighedsopfattelse, du stoler på. Det næste – og meget sværere – er at trække dig hurtigst muligt ud af forbindelsen, og mentalt stikke fingrene godt i ørerne, for han vil forsøge at manipulere dig tilbage i folden ved enten at smøre dig eller underminere dine tanker og følelser.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.