Jalousi… Av! De allerfleste af os har mødt jalousien, det syre-grønne monster. Den der følelse, som ætser i din mave og får det hele til at snøre sig sammen i brystet på dig, mens pulsen buldrer øredøvende i trommehinderne og kroppen står i flammer. For de fleste af os er jalousi dukket op ved enkeltstående lejligheder, under særlige omstændigheder, hvor den har efterladt os med moralske tømmermænd over at have skabt os tosset og urimeligt over for den vi elsker.
Men for nogle mennesker tager monstret aldrig retur. Det har en evig fest med at pine og plage ellers pæne folk, indtil både vært og værtens parforhold ligger i ruiner. Her kommer nogle råd til dig, der er jaloux.
Undersøg dine følelser
1. Prøv at lave en mentale note til dig selv, når jalousien kommer rullende. Hvad er situationen? Hvor befinder du dig? Hvad sker der? Hvad satte det i gang? Var det noget din partner gjorde? Var der andre til stede? Var det noget de gjorde? Eller var det noget du tænkte uden din partner var til stede? Er dette en kendt situation eller er det nyt?
Undersøg også hvad sker der i din krop. Hvordan vil du beskrive det, der foregår inden i? Hvilke fornemmelser har du? Hvordan ændrer fornemmelser og følelserne sig, når du prøver at finde ud af hvilke du har?
Når vi øver os i at “fastfryse” situationen og begynder at forholde os undersøgende og nysgerrigt til vores følelser og tanker, så sker der to ting: for det første lægger vi en lille smule kølig klud på den ild, der foregår i krop, tanker og følelser, for det andet bliver vi klogere på os selv og på de bagvedliggende grunde til at vi føler og handler som vi gør.
2. Hvorfor er der jalousi?
Prøv om du kan finde ud af hvilke følelser og grunde, der ligger nedenunder den umiddelbare situation. Er det fordi din partner rent faktisk har gjort noget, der ikke er i orden? Nu eller tidligere? Er det fordi du er bange for at din partner vil gøre noget fremadrettet?
Går du rundt og er bange for at miste ham hele tiden? Er du blevet svigtet og ført bag lyset af andre i din fortid, og bliver du på vagt for at undgå nogensinde at stå i den situation igen? Har du altid haft en følelse af ikke at være helt elsket eller altid været bange for at blive forladt hvis først du overgiver dig og elsker nogen?
Ved at finde ud af, hvad vores følelser i virkeligheden handler om, så kan vi begynde at skille det som sker inden i dig fra det der sker udenfor dig selv, altså selv situationen. Meget ofte bunder jalousi i en frygt for at blive ført bag lyset, svigtet og blive forladt eller om ikke at være god nok.
Hvis du ved, hvorfor du reagerer, som du gør og hvis det i virkeligheden ikke er fordi din kæreste gør noget galt, så kan du begynde at arbejde med dét, der i virkeligheden gør ondt inden i.
3. Tal med din partner
Når du bliver jaloux, så fortæl din partner om det. Benyt dig af spørgsmålene under punkt 1 & 2 og tænk på, at du blot skal beskrive hvordan det står inden i dig. Ikke angribe hende. Ikke anklage (med mindre hun faktisk har givet dig real anledning til at sætte foden ned), men dele dine følelser og det stormvejr der foregår inden i dig.
Ved at dele smerten, så bliver den faktisk mindre. Hendes opgave er blot at lytte og bekræfte dig i, at hun elsker og vil dig. Hun skal ikke retfærdiggøre sig eller ændre adfærd, bare være der for dig og give et knus.
4. Stop dig selv! Nu!
Hvis du er en af de brændte børn, der er blevet bedraget tidligere, så vær opmærksom på, at du har lettere end andre ved at “falde tilbage i gryden” og blive jaloux. Det skal måske ikke så meget til, før dine tanker begynder at kredse omkring utroskab og du er nok også mere på vagt end nødvendigt er.
Hvis du opdager, at du begynder at pille ting, han har sagt, gjort eller ikke sagt og gjort fra hinanden for at tage ham i at føre dig bag lyset, så STOP dig selv. Ja, det er svært. Vores sind er bygget til at passe på os, og derfor vil du, som er blevet svigtet før, have stærk tendens til at “ruminere” (psyko-lingo for køre fast i samme spor) i dette tema.
Giv dig selv en realistisk pep-talk, gerne med hjælp fra et “huskekort”. Huskekortet, som er fyldt med alle din kærestes fortræffeligheder sammenlignet med din bedrageriske ex, skriver du, når du er et godt sted fx i dag. Så stikker du det i din pung. Når som helst du mærker syren i maven eller tankerne samler sig sammen om det letantændelige tema, kan du trække det frem og blive “stivet af”.
5. Pas på dig selv!
Hvis vi ikke sørger for at bede om dét, vi har brug for, vil vi kun sjældent få det. Din partner er ikke tankelæser. Øv – Møg! Javist! Men selvom det kan føles som den største selvfølge i verden, at I rent faktisk snakker sammen over morgenmaden, uden han texter med vennerne og mentalt allerede er på vej ud af døren, lige efter I har haft morgensex, så ved han ikke, at du føler dig overset, med mindre du fortæller ham det og hvad du har brug for i stedet.
Hvis du ikke tager hånd om dine egne behov, men overlader det hele til din partner af finde ud af det selv og til hvad hun/han spontant føler lyst til og behov for, så skaber du et selvbillede, hvor du er “offeret”, som det er “synd for dig”. Du kan på den måde være sten-sikker på, at din partner vil komme til at “svigte” og ikke give dig dét, du har brug for. Står du først dét triste sted, vil jalousien have åben invitation til at invadere dit liv.
Det er en god klumme som giver en helt igennem fantastisk tjek liste, til hvordan man kan undersøge ens egen adfærd.
Jeg er selv typen som bliver enormt vred, når jeg bliver jaloux. Og vil meget gerne ændre min partners adfærd, og ikke min egen. Jeg er også enormt god til, at brænde inde med min vrede når jeg bliver jaloux.
Det er en god tjek liste du har skrevet. At tjekke egen adfærd ud, og undersøge situationen. Og jeg vil helt klart bruge, at tale istedet for, at tie.
Tak!
Mange hilsner
Ibina Margrethe Dahl Jensen