Man kan mindf*cke både sig selv og sit parforhold til døde.
Du tror, at kæreste har skjulte motiver, når hun gør eller siger noget. Eller du har selv skjulte motiver. Du tror, hun straffer dig for at være ude med venner forleden ved, at hun selv kommer for sent i dag. I virkeligheden var det DSB’s skyld. Du tager opvasken, mens I ser en film sammen – for at vise ham, at han aldrig tager opvasken. Og så videre.
Det er noget, vi allesammen kender. det sker fordi vi altid filtrerer det vi oplever igennem vores egen forståelse af hvordan verden hænger sammen. Det er er god ting, for det er vores erfaringer, der farver, der gør at vi overhovedet kan forstå, hvad andre mener, når de siger noget eller hvad det betyder når de gør noget; fx smiler til os eller siger ryster på hovedet, når vi spørger dem om noget. Vi har millioner af små forklaringer på alt, vi møder. Det er altsammen godt. Undtagen når vi tager fejl i, hvad vi tror vi hører eller oplever.
Den tendens er desværre tiltagende i relationer, hvor der er meget på spil og hvor vi er sårbare.
Et par sidder i min konsultation. Hun er ret ked af det, føler sig stresset i hverdagen og siger, at hun føler, de har mistet den tætte forbindelse, de plejede at have. Han tænker: Det, hun siger, er, at hun har brug for min hjælp til at få styr på tingene. Det kan jeg da godt lige fixe, så hun kan blive glad igen. Derfor svarer han: ‘Du skal da bare aflyse alle dine aftaler med venner og familie den næste måned, du kan koncentrere dig om dit arbejde og om mig.’
Men nu bliver hun rigtigt gal i skralden: ‘Du tror bare, at du kan vade ind i det hele og styre alting og tror, at så falder jeg til ro, så du kan få noget sex!’
Det er meget nemt at falde i at være for forudindtaget overfor, hvad partneren gør og siger. Vi har det med at tro, at vi VED, hvad der ligger bag. Og det er desværre sjældent et særligt positivt ‘spin’, vi har på det.
Denne selv-påførte mindfuck er super-giftigt for tilliden til vores partner, og det gnaver i den forbindelse, vi så gerne vil føle, at vi har til hinanden.
Så kan han lære det
Endnu værre bliver det, når vi tror, at vi ved, hvorfor den anden gør eller siger noget, og vi – i stedet for at sige, at noget har gjort os kede af det eller har skuffet os – finder på at gøre noget, så partneren selv kan ‘lære det.’ Fx lader være med at svare på sms’er, hvis vi selv har en oplevelse af, at den anden opfører sig ligegyldigt og sjofler at vente med at svare med fuld overlæg.
Når man ikke melder klart ud, men i stedet svarer igen på denne passivt-aggressive” måde, så begynder den onde spiral at få fart på. For partneren misser sandsynligvis dét budskab (ikke mindst fordi han bare var udenfor dækning hele dagen i går), så han tror, at DU er fuldkommen kold og ligeglad med ham, og så kan han da lige så godt lade være med at ringe og sige, at han nok bliver forsinket en dags tid, for så kan du ‘lære det’.
Vi gør det, fordi vi er sårbare overfor de mennesker, der betyder mest for os, eller som vi er mest afhængige af godt kan lide os. Vi gør det, fordi vi er bange for at tage de konflikter eller den afvisning, vi frygter vil komme, hvis vi siger tingene lige ud. Vi er ofte mindst lige så bange for at blive til grin som for ikke at blive elsket tilbage.
Problemet er bare, at hvis vi ikke vover lidt mere og er lidt mere ærlige om, hvad der sker inden i os, så skaber vi distance istedet for at skabe kontakt.
Med den slags mindfuck af os selv og passiv-aggressive adfærd overfor partneren skaber vi ultra komplicerede konflikter i stedet for at holde dem helt simple a la ‘Jeg blev ked af, at du ikke svarede mig og fik bildt mig selv ind, at det var, fordi du ikke rigtigt gider mig.’
Hvortil svaret kunne være: ‘Okay, jeg var supertravl i går, men det er jeg da ked af, for jeg synes, du er rigtig dejlig!’