What Women Want


hot kiss

Når jeg taler med kvinder, både i min praksis og mine veninder, så er der altid visse fællesnævnere, som kvinderne sukker længselsfuldt efter, når talen falder på mænd (og det gør den altid).

Mmm, han skal være sexet og maskulin. Men nej, det handler hverken om hår på hovedet eller brystet, størrelsen på pungen (begge slags!) eller hvor alfa-han-agtig han opfører sig i selskab med andre mænd. Dét, kvinder sukker efter, er faktisk noget ALLE mænd kan være med på. Hvis de vil. Og tør.

Stole på

For kvinder er tillid et kæmpe afrodisiak.
Manden er absolut mest mandig, hvis du kan stole på ham. Det handler om alt fra, at han ikke har andre kvinder, at han ikke går rundt og små-lyver hele tiden for at undgå at blive busted i ikke at have renset tagrenderne og have glemt at købe bleer med hjem til at han ikke undviger og udskyder at svare dig, når du spørger om han vil møde dine forældre. Han melder klart og ærligt ud. Ja eller nej.

Når en mand ikke indbyder til tillid for kvinden, så mister han en stor del af sin potentielle seksuelle tiltrækningskraft. Hvis hun ikke kan være sikker på, at han “griber” hende og generelt er der for hende, når hun har brug for ham, så vil hun ikke læne sig ind imod ham. I stedet for at være et stærkt og solidt egetræ, så bliver han en blød hængepil.

Lusker
Når manden “lusker” omkring, så kan det nemt føre til, at forholdet bliver sådan lidt mor-søn-agtigt, som både mænd og kvinder jo oplever er dræbende for erotikken imellem dem. Det bliver ofte lidt katten efter musen; hun gør sit bedste for at få ham til at hjælpe/støtte/elske hende – og han gør sit bedste for at slippe udenom.

Jeg ser ofte denne dynamik hos par, der kommer for at få sex tilbage i parforholdet, men hvor lysten er forsvundet – ofte hos hende, men næsten lige så ofte hos ham.

Det er ikke autoritet, altså noget som i en magtbalance ville befinde sig “over” hende, men derimod integritet kvinden længes efter.  Det gælder ikke bare når han skal forholde sig til hende, men i høj grad også når han forholder sig til sig selv.

En mand, som tør stå ved, at han har brug for at tilbringe hver onsdag aften sammen med sine venner på fodboldbanen, eller som pænt beder sin kvinde om at blande sig udenom hans kaotiske sokkeskuffe, er ofte en mand, som man kan stole på også mener det, når han så lover dig noget.

Det er mega-sexet.

Respekt
Kvinderne efterlyser mænd, som ikke er bange for at påtage sig føre-positioner. Mange mænd er vældigt gode til at føre sig frem og nærmest afkræve sin arbejdsplads stort ansvar og deraf følgende respekt og ære, men hvor hører jeg dog ofte kvinder i forhold med disse alfa-djævle sukke, at deres kærester/mænd konstant påberåber sig retten til at være “drengerøv” i parforholdet.

De magter ikke comitte sig og påtage sig deres del af ansvaret for at forholdet bevæger sig fremad. De gør deres bedste for at undgå at træde helt ind i forholdet. De vil hellere have “oplevelser” aka “middag & sex” som de kan vælge til, når det passer ind i deres øvrige liv. Og vælge fra, så det ikke bliver alt for tæt eller seriøst.

Mange mænd nærmest insisterer på at holde forholdet overfladisk. Men for de fleste kvinder bliver et forhold (og sex!)  først rigtigt fedt, når man comitter sig til hinanden og begynder at udforske dybden i relationen. Hvem er du? Hvad kan vi? Er du mand/kvinde nok til at blive stående i forholdet, når tingene er svære? Hvad kan vi sammen? Dybde føles ofte farligt og svært for mange mænd. Måske fordi de tror, at de taber dem selv, hvis de træder ind i en dyb relation.

Mit råd til mændene er Vov det nu! GO deeper! Hold fast på dig selv undervejs. Hold fast i hende. Hav tillid til at hun også er der for dig på en helt anden måde en hvis du holder hende ud i arms længde.

– og Oh Boy, de mænd, som tør og gør det, er jo bare så sindssygt sexede og komplet uimodståelige for kvinder i alle aldre.

 

 

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *