‘Tale er sølv, men tavshed er guld’, sådan lyder et gammelt og klogt ordsprog. Det er ganske sandt, men vel at mærke kun hvis man kommer et andet, måske endda tungerevejende ordsporg i hu, nemlig ‘Alt med måde’.
Det er faktisk godt at kunne bide tungen af sig selv fra tid til anden, så man ikke kommer til at skrige de edder og forbandelser, der presser sig på, når ungerne for titusinde gang ikke har samlet deres våde håndklæder op fra gulvet efter bad. Det er også godt at kunne ‘holde tand for tunge’, når ens ældste fortæller noget meget hemmeligt, så man ikke kommer til at røbe til veninderne, at lægen mener, at han muligvis har fået klamydia af sin eks-kæreste.
Det er mange tilfælde hvor det er godt at trække vejret og ikke sige det, der lige falder en for. På arbejdspladsen, i bussen, når vi står i kø i Netto og overfor vores partner. Men hvis vi, efter vi har trukket vejret, talt til ti og bragt lidt ro i følelses-tumultet, ikke kommunikerer med hinanden, så er det faktisk rigtigt, rigtigt, rigtigt skidt. Det er faktisk dén ting, der, efter utroskab og jalousi, er allerfarligst for parforholdet. Farligere end at skændes. Meget farligere.
Måske fortæller du ikke din partner, når du bliver smadderked af det fordi han fuldstændigt ignorerer jeres årsdag (28.2.!), men at du i stedet går rundt i tavhshed og bær på sorgen af at føle dig uelsket og have klæge, triste tanker om, at han måske slet ikke synes, at I to har et “rigtigt” forhold.
Det kan jo være, at du bliver ramt gevaldigt i det maskuline mindreværd (læs kuglerne!), når din kæreste håner dig, når du endnu engang forsøger at vige uden om at skulle hænge hendes hylder op, at det er sgu’ da godt, at hun har sin store, stærke ven Oluf, som kan finde ud af at hænge hendes ting op, når nu du ikke har skyggen af et handymadisk gen i hele din drengede krop. Måske æder du den bare og tygger kæbeknusende hårdt ned i den det meste af aftenen, natten og næste dag, mens hun lykkeligt har glemt ‘svirpet’ i samme øjeblik sidste ord har forladt hendes læber og intet-anende snik-snakker videre under film, I ser sammen med dig og mens I går til ro.
Den tavshed dræber.
Men det er lige så dødsensfarligt ikke at fortælle hinanden, hvad man længes efter og hvad man har brug for. Jeg kender virkeligt mange, der er lever i den faste overbevisning, at ting ikke tæller lige så meget, hvis man er nødt til at sige dem først. Den manglende kommunikation kvæler også forholdet.
Tag nu ‘Helle’ som er gift med ‘Tim’ på ottende år. Der er ikke meget “tavshed er guld” hos dem. De skændes så det brager. De er uenige om ALT. Ikke mindst om hvad kærlighed, omsorg og tryghed er.
Helle kan ikke forstå, at Tim ikke giver hende beviser på sin kærlighed af sig som fx en dusk blomster i ny og næ eller et lille smykke. Hun synes også, at det er for ringe, at han af sig selv kan se, hvornår hun er ked af det og har brug for et trøstende kram eller for at snakke om noget, der går hende på eller som hun synes er svært.
Tim kan ikke forstå, at Helle ikke fatter, hvor vigtigt sex og fysisk intimitet er for hans følelse af at være en mand, hendes mand. Han oplever det som om hun ikke vil have ham, når hun afviser sex. Han er også rimeligt træt af, at hun har ikke har fanget, at han har et stort behov at være alene ind imellem, at det giver ham ro inden i til at være stærk for hende.
Han forstår heller ikke, at hun kan finde på at blive pissed, når han ikke lige får sagt noget om, hvor ham og gutterne skal på værtshus fordi han virkeligt har brug for, at hun viser ham tillid efter, at hans rædsomme, grænseoverskridende, virkelighedsnedbrydende ex-kæreste plejede at tjekke op på ham på Facebook, Find my Iphone og hos hans venner.
De har været sammen i otte år. Hun har hørt en masse om hans skrækkelige ex-kæreste. Hun hører også tit, at andre “normale” par har meget mere sex end de har, og at hun taler alt for meget og er for krævende og for meget.
Han får til gengæld skudt i skoene, at han aldrig nogensinde rør hende uden at det skal ende ud i sex. Hun synes aldrig at gider snakke med hende, og mener at han aldrig kunne drømme om at spørge ind til det, hvis hun er ked af det og trænger til hans skulder fordi det vil tage for lang tid og det vil kede ham.
Problemet her er ikke, at de ikke taler, men at de ikke fortæller hinanden, hvad der ligger bagved eller under det, de taler om. Nøj, det er synd! For deromme ligger alt guldet jo; der ligger deres sande behov og alle de bagvedliggende grunde til deres behov, der ville kunne forklare hvorfor og få det hele til at give mening.
For når vi forstår hvorfor vores elskede har brug for “fred”, “tid sammen”, “kram”, at fortælle om sin tossede chef (igen) og vi oplever at blive taget alvorligt og lyttet til, når vi “ikke kan mere” eller udbryder “vi har ikke haft sex i 100 år” , ja så kan vi ikke alene hjælpe hinanden med at få netop dét, vi behøver for at føle os set, mødt og elsket, men vi bygger også bro hen over den afgrund af ensomhed, tomhed og distance mellem os, som tavshed graver ned i sindet.